Telefon: 87 52 91 20
E-Mail: post@djfh.dk
Nyhedsbrev

ingen nyheder i denne liste

Sommerkurser 2020

4 forrygende kursusuger...

BEMÆRK: Nyt kursus og ny rækkefølge af kurserne!

Alle sommerkurser koster 3.200 kr + 500 kr i tilmeldingsgebyr.

Tilmeldingsgebyret tilbagebetales ikke ved afmelding.

Musik og Kunsthåndværk

28. juni - 4. juli 2020


På dette sommerkursus får du mulighed for at udvikle dine kreative evner, møde nye venner, prøve noget nyt og have det sjovt.

Det bliver en fantastisk spændende uge med stor aktivitet og travlhed. Vi har fire værksteder, hvoraf du kan vælge det ene.

Musik: Her kan du spille, synge og udfolde dig på en scene. Der er også mulighed for at skrive og komponere egne sange.

Keramik: Raku skåle og billeder efter den gamle japanske tradition, hvor keramikken efter dekorering og glasering bliver sat direkte ned i en 900-1.000 grader varm ovn.

Glas: Vi laver eksperimenter med glassets muligheder indenfor farve og lysvirkninger. Vi bruger det til fremstilling af billeder og skåle.

Mosaik: Billeder efter den gamle spanske tradition, hvor man designer, knækker fliser, støber og fuger til sidst.

Du kommer på dette kursus til at opleve højskolelivet, og du bliver en del af højskolens fællesskab. Hver morgen starter med en morgensamling, hvor vi synger og fortæller historier. Om aftenen hygger vi os med forskellige aktiviteter som gåture, boldspil, bål, sang, musik, og fortælling.

Ugen afsluttes med en fælles udstilling og koncert, samt en super hyggelig fest den sidste aften.

Tilmeld dig nu!

Spis, syng og dans

5. - 11. juli 2020

Nyt sommerkursus med koncentreret højskole! En uge
hvor det handler om Teater/musik, Dans, Bålmad, og
Klatring & sanser. En uge hvor vi griner, gyser, danser
og synger sammen mens vi bliver udfordret og forundret.
Pas på – højskoleophold er stærkt vanedannende.

Tilmeld dig nu!

Cirkus, Teater og Musik

12. - 18. juli 2020

Djurslands Folkehøjskole præsenterer et eventyrligt sommerkursus med gøgl, artisteri, teater og musik. I løbet af ugen arbejdes der frem mod en forestilling om fredagen med publikum.

Du vil opleve en fantastisk intens og sjov uge, hvor du møder mange nye venner.

Vi øver cirkusnumre i salen, hvor vi træner koncentreret i akrobatik, jonglering, fakirnumre, balancenumre og klovnenumre.


I teaterlokalet mimer vi, og vi laver komedie og tragedie. Vi arbejder koncentreret samtidig med, at vi har det sjovt.


I musiklokalet lærer vi sange og oplever den fantastiske stemning, når det swinger med de afrikanske trommer.


Kurset begynder med, at du bliver præsenteret for ugens aktiviteter. Du vælger så, om du vil være med til cirkus, teater eller musik. Alle skal være med til at optræde for et publikum om fredagen.

Hver dag starter med morgensamling, hvor vi synger, hører historier m.m. Om eftermiddagen og aftenen er der forskellige aktiviteter som boldspil, bål, sang, dans og oplæsning.

Dette sommerkursus indeholder også en studietur i det Djurslandske sommerland, ligesom kursisterne vil blive godt forkælet af vores højskolekøkken, som vil traktere med de skønneste sommerretter. Vi glæder os til at se dig til en uges intenst samvær med cirkus, teater og musik og en masse muligheder for at få nye gode venner.

Tilmeld dig nu!

Country & Western

19.-25. juli 2020

Det bliver en forrygende uge i bedste country & Western stil.

Husk cowboyhatten – hvis du har én. For så skal du bruge den, når vi danser linedance eller hører om prærielivet.

Vi arbejder med indianerkultur og lærer om røgsignaler, drømmefangere, danser soldans, trommedans og laver totempæle. Når vi arbejder med guldgravere, prærievogne og ’Det vilde vesten’, er der mulighed for at smage kogekaffe og baked beans.

Alle kan være med og alle kommer til at opleve glæden ved at være med i et forrygende fællesskab. Der bliver en masse motion på den sjove måde. Vi skal bl.a. danse, have sjov med heste-sko-kast og bueskydning.

I løbet af ugen bruger vi aftenerne til højskolehygge i Saloonen eller til at synge omkring bålet eller kaste med lasso. Når mørket falder på, skal vi danse i skæret af lyset fra bålene omkring os.

Som afslutning på kurset holder vi et brag af en fest – naturligvis med can can i vores Saloon.

OBS: Det er et udendørs kursus med megen bevægelse og bål! Vi anbefaler at du medbringer fritidstøj, regntøj, kondisko samt evt. et par dansesko. Hvis du har en cowboyhat, tager du den selvfølgelig med.

Tilmeld dig nu!